Sådan brevstemmer du før valgdagen
Hvis du ikke har mulighed for at møde op på dit valgsted på selve valgdagen, kan du brevstemme. Læs mere her på siden.
Til folketingsvalget kan du brevstemme i Danmark fra valgets udskrivelse (den 26. februar 2026) til og med fredagen før valgdagen (den 20. marts 2026). Nedenfor kan du finde praktisk information om hvor og hvordan du kan brevstemme. Det er en betingelse for at stemme, at du er optaget på valglisten.
Sådan brevstemmer du til folketingsvalget den 24. marts 2026
Du kan brevstemme på Næstved Bibliotek allerede nu. Fra mandag d. 2. marts til fredag den 20. marts 2026 kan du stemme på alle borgerservicecentre - se åbningstider nedenfor.
Sådan brevstemmer du i Næstved
- Næstved Bibliotek:
Mandag-fredag: 10-17
Lørdag den 7. marts og lørdag d. 14. marts: 11-14
OBS: Fredag d. 20. marts er sidste dag for brevstemmeafgivning: 9-17 - Fensmark, Fuglebjerg, Glumsø og Korskilde biblioteker
Mandag, onsdag og torsdag: kl. 10-17
Lørdag den 7. marts og lørdag d. 14. marts: 11-14
Hjælp til stemmeafgivningen
Du har ret til at få hjælp til stemmeafgivningen, også når du brevstemmer.
Læs mere om hjælp til at stemme og hjælpemidler i ministeriets folder:
Informationsfolder om hjælp til stemmeafgivning og hjælpemidler
Hvis du inden valget har brevstemt, og din brevstemme er korrekt håndteret og derfor kan komme i betragtning, kan du ikke stemme igen på selve valgdagen.
Afgørelsen af om en brevstemme kan tages i betragtning træffes inden valgstedet åbner. Ved gennemgangen af brevstemmerne bliver de vælgere, som har afgivet en brevstemme, der kan tages i betragtning, krydset af i valglisten. Hvis din brevstemme kan tages i betragtning og du møder op på valgdagen for at stemme, vil du få at vide, at du ikke kan stemme igen, idet du har brevstemt.
For at kunne stemme til valg og folkeafstemninger i Danmark, skal du være optaget på valglisten. Det bliver du automatisk, hvis du på valgdagen har dansk indfødsret (er dansk statsborger), er fyldt 18 år og senest 7 dage før valgdagen har fast bopæl i Danmark (er bopælsregistreret i CPR). Du vil i så fald blive optaget på valglisten i din bopælskommune, det vil sige den kommune, hvor du er bopælsregistreret i CPR senest 15.-dagen før valgdagen, eller, hvis du er flyttet hertil fra udlandet kort tid inden valget, 7 dage før valgdagen.
Hvis du flytter til udlandet og i forbindelse hermed registreres i CPR som udrejst, kan du normalt ikke optages på valglisten og kan derfor ikke deltage i valg i Danmark. Det kan du kun, hvis du tilhører en af de persongrupper, der uanset udlandsopholdet anses for at have bevaret fast bopæl i Danmark i valgmæssig henseende.
Det kan fx være fordi du
- er udsendt for Udenrigsministeriet eller udsendt som ansat af en dansk offentlig myndighed,
- arbejder for en dansk virksomhed eller hjælpeorganisation i udlandet,
- er studerende,
- opholder dig i udlandet af helbredsmæssige grunde.
Endvidere gælder særlige regler for personer, der midlertidigt har taget ophold på Færøerne eller i Grønland.
Hvis du er dansk statsborger og bor i et andet EU-land, eller statsborger fra et andet EU-land og bor fast i Danmark, kan du endvidere stemme til Europa-Parlamentsvalg. I de fleste tilfælde vil du skulle søge særskilt om at komme på valglisten til Europa-Parlamentsvalget.