Eventpulje - søg støtte til events i Næstved Kommune
Eventpuljen giver støtte til events, der skaber oplevelser, fællesskab og synlighed i kommunen. Her kan du læse om kriterierne og hvordan du søger støtte.
Næstved Kommune vil være garant for stærke oplevelser, aktive fællesskaber og events, der tiltrækker både borgere og besøgende. Eventpuljen bidrager til at forvandle gode idéer til virkelighed og styrker Næstveds profil som en levende og attraktiv kommune.
Både enkeltpersoner, foreninger, virksomheder og andre arrangører kan søge støtte til events, der afholdes i Næstved Kommune.
Spørgsmål og svar om eventpuljen i Næstved Kommune
Alle, der ønsker at skabe et event i Næstved Kommune, kan søge puljen. Det gælder både enkeltpersoner, foreninger, erhvervsaktører, selvorganiserede grupper og Næstved Kommune i samarbejde med eksterne partnere.
Du kan søge støtte til events, der foregår i Næstved Kommune, og som styrker kommunens brand, positionerer Næstved, fremmer fællesskab, turisme eller lokale identitet. Events kan være alt fra store sport- og kulturevents til mindre lokale initiativer.
Events, der tildeles støtte fra eventpuljen, skal styrke minimum tre eller flere af følgende kriterier:
-
Lokal forankring og inddragelse
-
Turismen, fx erhvervsturisme og overnattende gæster fra ind- og udland
-
Kendskabet til Næstved, herunder som event-by, nationalt og internationalt
-
Bidrager til kommunens identitet og stolthed blandt borgerne
-
Engagerer en eller flere målgrupper: børn og unge, erhverv og foreninger
-
Udnytter byens og kommunens rum, fx byerne eller naturen
-
Styrker oplevelsesøkonomien, herunder salg af service og tjenesteydelser
-
Volumen, der tiltrækker et større antal gæster
-
Tilstræber lokal beskæftigelse, bæredygtighed og bred frivillig inddragelse
-
Innovative formater eller koncepter
-
Events skal foregå i Næstved Kommune med fokus på hele kommunen.
Eventpuljen kan ikke støtte:
- Events, der har fået støtte fra andre puljer i Næstved Kommune
- Velgørende formål må ikke være det primære sigte
- Arrangementer med religiøse eller politiske interesser
- Allerede gennemførte arrangementer
- Events under kr. 10.000
Ansøgninger vurderes retligt, og det sikres, at de ikke har karakter af ulovlig erhvervsstøtte, og at støtten samtidig holder sig inden for kommunalfuldmagten og statsstøttereglerne.
Når vi modtager din ansøgning via selvbetjeningen, bliver den registreret og vurderet ud fra puljens formål, kriterier, budget og de juridiske rammer. Du modtager besked, når ansøgningen er behandlet politisk eller administrativt, afhængigt af beløbsstørrelsen.
Du skal sende din ansøgning ind 14 dage før økonomiudvalgets møde, så den kan blive behandlet. Fristerne for at indsende ansøgninger er:
- 1. juni 2026
- 3. august 2026
- 24. august 2026
- 14. september 2026
- 28. september 2026
- 2. november 2026
- 30. november 2026
Ansøgningen vurderes ud fra, om den opfylder puljens formål og mindst tre af de fastlagte kriterier – fx lokal forankring, turisme, synlighed, målgruppedeltagelse, bæredygtighed, volumen og oplevelsesøkonomi. Der laves også en juridisk vurdering, så eventet overholder kommunale og statsstøtteregler.
Du kan søge, det beløb, du har brug for til dit event - minimum 10.000,- Der er afsat 3 mio. kr. årligt i 2026 og 2027 og 3,5 mio. kr. fra 2028 til eventpuljen.
Din ansøgning skal beskrive eventets mål, succeskriterier, budget, tidsplan og hvordan eventet gennemføres. Der skal være mindst 20 % medfinansiering. Ansøgningen skal give et klart billede af idéen og dens lokale værdi.
Alle ansøgninger behandles i Økonomiudvalget. Efter en bevilling får du en mail med beslutningen. Tilskud udbetales typisk i rater og kræver en underskrevet ledelseserklæring. For større beløb udbetales sidste rate først, når regnskabet er godkendt.
Du skal indsende et regnskab senest 12 måneder efter eventet. Ved større tilskud skal du også sende en kort afrapportering om resultater og effekter. Hvis kravene ikke overholdes, kan det medføre tilbagebetaling eller udelukkelse fra fremtidige puljer.
Ansøg fra eventpuljen her
Klar til at søge? Du skal udfylde det digitale ansøgningsskema og vedlægge dit budget. Det tager 20-30 minutter at udfylde ansøgningen, hvis du har dine oplysninger og dit budget klar. Du modtager en kvittering for din ansøgning i din digitale postkasse, når din ansøgning er sendt ind.