Oprydningsrobot, skraldeautomat og smarte apps: Elever dystede i opfindelser og gode idéer
Over 300 elever fra 6. og 7. årgang var onsdag samlet til Lokalfinalen i Projekt Edison på ZBC i Næstved. Overskriften for opfinderkonkurrencen er i år ”Din og min by i bevægelse”, og de ti bedste grupper går nu videre til landsfinalen i næste uge.
Gruppen Plastikpanterne deltog i lokalfinalen med deres idé om en maskine, der kan pante plastik - og dermed få mere plastik væk fra naturen.
De havde øvet sig på deres oplæg, lavet plancher og prototyper og pyntet deres stande op. Elever fra fire forskellige skoler i Næstved kommune var onsdag med i Lokalfinalen i Projekt Edison i Næstved.
Her skulle de præsentere deres opfindelser for 27 dommere, der kom fra det lokale erhvervsliv, uddannelser og kommunen.
Op til lokalfinalen har eleverne arbejdet sammen i grupper og fundet på en idé, som de har omsat til en opfindelse. Det er sket under et af konkurrencens fire hovedtemaer: Grøn omstilling, Forsyning og infrastruktur eller Natur og kultur.
- Projekt Edison er et stærkt tværfagligt afbræk til hverdagen i skolen, hvor alle kompetencer kan komme i spil – også de mindre boglige. Jeg tror på, at Projekt Edison medvirker til at sætte fokus på muligheden for at skabe noget, siger dommer og administrerende direktør i ATKI, Claus Mejlby.
Robotter, apps og moshuse
Elevernes idéer spændte bredt. Én gruppe havde opfundet en skralderobot, der kan rydde op på gader og stræder efter byfester, en anden gruppe havde fundet på at putte mos på huse – til gavn for insekter og som varmeisolation, og nogen havde fået en god idé til en app, der skal lokke flere ud at motionere.
- I Projekt Edison træner eleverne at se muligheder og udvikle nye og bedre måder at løse opgaver eller udfordringer på i tæt samspil med deres omverden. Det er kompetencer, der er brug for i fremtiden, siger Anne Bach Nielsen, som er pædagogisk konsulent i Næstved Kommune og står for at afvikle lokalfinalen.
Efter præsentationerne voterede dommerne og kårede de ti ud af ialt 64 grupper, som havde de bedste idéer til opfindelser. De ti grupper går nu videre til landsfinalen, som bliver afholdt i Holbæk torsdag den 6. november.
Eleverne i de ti grupper modtog diplomer og vil få t-shirts med deres gruppenavn på. Dem, der endte i top fem, får desuden billetter til klatreparken Gavnø Go Fly.