Få et Næssi-diplom: Gå en tur for en god sag
Du kan hjælpe børn i verdens glemte kriser bare ved at gå en tur sammen med børn og unge frem til 31. januar. Giv børnene et diplom fra Næstveds egen Næssi.
Tusindvis af børn og unge i Næstved giver den i januar fuld gas og går ekstra mange ture for at samle ind til Danmarks Indsamling.
Du kan også tage på gåtur i børnehøjde og gøre en forskel for børn i Uganda, der har brug for hjælp.
Frem til 31. januar, hvor Næstved er værtsby for det store TV-show Danmarks Indsamling i Arena Næstved, kan du registrere jeres kilometer.
Det gør du her på siden 👉 naestved.dk/kilometer
Find Næssi-diplomet på naestved.dk/kilometer sammen med forslag til børnevenlige ruter og gode tips, der kan gøre gåturene i januar endnu sjovere.
20 kroner per kilometer: Hvert skridt tæller
For hver kilometer et barn under 18 år går frem til 31. januar, donerer Novo Nordisk Fonden 20 kr. 💰 til Danmarks Indsamling.
For 20 kroner kan Folkekirkens Nødhjælp give 10 børn i Uganda ét måltid mad.
- Det er nemt og hurtigt at registrere jeres kilometer på næstved.dk/kilometer, så jeres bidrag bliver talt med og vekslet til velgørende kroner og ører.
- Alle gåture tæller: Lange, korte, hurtige eller langsomme. Det handler ikke om tempo, men om oplevelsen og om at gå sammen.
- Alle voksne kan være med til at få børnene ud at gå – forældre, bedsteforældre, lærere, trænere og frivillige: Ved at gå i skole eller børnehave, lufte hunden, hike med spejdergruppen eller tage en lille løbetur som opvarmning til fodboldtræning.
Fejr gåturen med et Næssi-Diplom
Vores egen Næssi, som er maskot for børnekulturen i Næstved, støtter selvfølgelig også op om Børnenes Danmarks Indsamling.
Næssi har lavet et flot diplom, som de voksne kan hjælpe med at udfylde efter gåturen. Print jeres helt eget Næssi-diplom, så I kan markere jeres gåtur for en god sag. At kunne hænge det flotte diplom på sit værelse vil sikkert være en ekstra motivation for de mindste.
På naestved.dk/kilometer kan I finde Næssi-diplomet sammen med forslag til børnevenlige ruter og gode tips, der kan gøre gåturene i januar endnu sjovere.
I og udenfor Næstved findes masser af børnevenlige ruter. Alle voksne kan være med til at få børnene ud at gå – forældre, bedsteforældre, lærere, trænere og frivillige: Ved at gå i skole eller børnehave, lufte hunden, hike med spejdergruppen eller tage en lille løbetur som opvarmning til fodboldtræning. Hvert et skridt tæller!
Materialer fra Ramasjang og Ultra
DR Ramasjang og Ultra tilbyder gåtursmissioner, aktivitetshæfter, farvelægningsark og diplomer, som kan gøre gåturene til en legende og sjov aktivitet, hvor børnene bevæger sig, er nysgerrige på verden – og oplever, at de kan være med til at hjælpe andre børn.
Se mere om Børnenes Danmarks Indsamling på naestved.dk/kilometer
Hvad er Danmarks Indsamling?
Danmarks Indsamling er en årlig velgørenheds-begivenhed, hvor 12 danske hjælpeorganisationer i samarbejde med DR samler penge ind til børn i glemte kriser – børn, der lever midt i konflikter og katastrofer uden den hjælp, de har brug for.
TV-showet sendes den 31. januar fra kl. 19, og som værtsby kommer Næstved på scenen og overrækker de penge, som vi i Næstved Kommune i fællesskab har samlet ind.
Få idéer til din egen indsamling
Der er mange andre måder at støtte Danmarks Indsamling på – som forening, institution, privatperson og virksomhed.
Der er allerede masser af aktiviteter i gang, og I kan hurtigt printe en QR-kode til jeres kaffemaskine eller det arrangement, I alligevel ville holde.
✉️Vil du lave en lokal indsamling, så skriv til projektleder Sarah Jones sarjon@naestved.dk.
⁉️Vil du gerne bidrage, men ved endnu ikke hvordan? Så har vi en kæmpe idébank og hjælper gerne med sparring og kommunikation.