Gå til hovedindhold
Unge og uddannelse

Seks unge kulturmakkere hjælper andre unge ind i kulturen – og måske tættere på job og uddannelse?

Et nyt projekt i Næstved Kommune skal undersøge om unge, der i dag står udenfor job og uddannelse, kan komme tættere på en indkomst eller en uddannelse via skræddersyede kulturforløb.

25. feb. 2026

Indhold

    20 unge har hver tirsdag siden september mødtes med seks kulturmakkere og en pædagogisk projektkoordinator. De hygger sig, spiller brætspil, skøjter, går i biffen og lærer hinanden at kende.

    Deltagerne har blandt andet det til fælles, at de hverken er i job eller uddannelse. De er med i projektet ”Mig, dig og os ind i kulturen”, som skal undersøge, om kulturtilbud kan være vejen til at udvikle nogle af de kompetencer, der skal til for at komme i job eller uddannelse.

    - Vi håber, at forløbet kan være med til at styrke deltagernes sociale kompetencer og evnen til at klare udfordringer, ligesom de forhåbentlig vil opleve at være en del af et fællesskab. På sigt vil de måske tænke, at de barrierer, de havde før, dem behøver de ikke have mere, siger Mette Madsen, som er afdelingsleder i Næstved Ungdomsskole og tovholder på projektet.

    Kulturmakkere bygger bro til kulturen

    19-årige Matilda Pedersen er en af de seks kulturmakkere i projektet. Hun har været med til de ugentlige samlinger med deltagere og lært dem at kende. Og hun fornemmer en udvikling hos mange af dem:

    - De starter selv samtaler op, og de prøver nogle ting af, de ikke har prøvet før og møder andre, der har nogle af de samme interesser som dem selv.

    Det næste skridt i forløbet bringer Matilda og de fem andre kulturmakkere mere på banen. De skal to og to have en gruppe deltagere med ud til en kulturaktivitet, som kører hver tirsdag de næste fire måneder. Deltagerne har valgt sig ind på et af tre forløb på enten Rønnebæksholm, Biblioteket eller Kompagni 47.

    Kulturmakkerne står for brobygningen til kulturaktiviteten, og tager med de unge ud til aktiviteten hver tirsdag.

    - De unge skal være sammen om et konkret kunstprojekt og på den måde lære hinanden endnu mere at kende. Som kulturmakker skal jeg følge de unge ud til Rønnebæksholm og understøtte dem i projektet, fortæller Matilda Pedersen.

    ”Mig, dig og os ind i kulturen” løber frem til januar næste år og er støttet med 1,6 millioner kroner af en pulje under Slots- og Kulturstyrelsen.

    Projektet følges af VIVE - Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, som blandt andet laver interviews med deltagerne undervejs. Til sidst skriver forskerne fra VIVE en evalueringsrapport om projektet.