Gå til hovedindhold

Næstved danner ramme om EM i Adventure Race

200 deltagere fra 17 lande skal i weekenden dyste ved europamesterskabet i Adventure Race. Undervejs kommer de gennem store dele af Næstved Kommune, hvor både Susåen, bymidten, Rådmandshaven og Karrebæksminde bliver en del af den 375 kilometer lange rute på tværs af Sjælland.

25. aug. 2026

Lars Bukkehave og Maria Winther arbejder lige nu på højtryk for at gøre Næstved klar til europamesterskabet i Adventure Race.

Indhold

    200 deltagere. 17 lande. Ét europæisk mesterskab.

    Lige nu knokler Lars Bukkehave og Maria Winther for at gøre Næstved klar til weekendens europamesterskab i Adventure Race.

    Adventure Race kan bedst beskrives som et udvidet orienteringsløb. Deltagerne skal finde vej gennem landskabet, mens de blandt andet cykler, sejler kano og kajak, dykker, klatrer og løber orienteringsløb.

    I Næstved Kommune venter der deltagerne en række forskellige udfordringer. De skal blandt andet sejle kano på Susåen fra Skelby til Slusehuset i Rådmandshaven, løbe orienteringsløb i Næstveds historiske bymidte, gennemføre en labyrint i Rådmandshaven og svømme i Karrebæksminde. Ruten fører dem desuden gennem blandt andet Glumsø, Fuglebjerg og Skelby.

    Vil vise Næstved frem for internationale deltagere

    Lars har selv vundet et af verdens hårdeste Adventure Races i Argentina og bor til daglig i Norge. Han fortæller, at ambitionen med ruten blandt andet har været at vise nogle af områdets særlige kvaliteter frem:

    – Til et europamesterskab med deltagere fra 17 forskellige lande vil vi gerne vise Danmarks bedste steder frem. Derfor har vi valgt Næstved Kommune.

    Maria bor også i Norge, men er oprindeligt fra Næstved. Hun fremhæver især kombinationen af natur og byliv:

    – Næstved Kommune har mange grønne arealer, smuk sandstrand og flotte muligheder for kano på Susåen – og ikke mindst en bymidte fuld af historie og liv fra caféer og butikker.

    375 kilometer på tværs af Sjælland

    De cirka 200 deltagere er fordelt på 50 hold med fire deltagere på hvert hold.

    Mesterskabet starter fredag morgen i Roskilde og slutter lørdag aften i Skælskør. Inden da skal deltagerne have gennemført en cirka 375 kilometer lang rute på tværs af Sjælland.

    Oplev deltagerne i Rådmandshaven

    Har du lyst til at opleve Adventure Race helt tæt på, er publikum blandt andet velkomne blandt andet i Rådmandshaven lørdag den 29. august kl. 12-14, hvor deltagerne skal prøve kræfter med en labyrint.