Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Næstved bliver vært for Simba Prisen

Flere end 300 af Danmarks største content creators og en masse glade publikummer samles til Nordens største awardshow for content creators 7. november i Arena Næstved. I 2025 havde Simba Prisen flere end 50 millioner digitale eksponeringer fordelt på digitale medier, TV og presse.

18. jun. 2026

Indhold

    Danmarks mest effektive mobiltelefoner rykker til Næstved, når Simba Prisen – Nordens største awardshow for content creators – indtager byen. Showet beskrives som juleaften for de mange børn og unge, der er vilde med sociale medier.

    Lørdag den 7. november rulles den gyldne løber ud i Arena Næstved, hvor flere end 300 af landets største content creators og en masse glade publikummer samles til en aften med prisoverrækkelser, musik, comedy, dans og underholdning for børn, unge og deres forældre.

    Gæster fra hele landet

    Borgmester Kenneth Sørensen glæder sig over, at Næstved er valgt som værtsby. Han mener, at Simba Prisen tydeligt sætter Næstved på landkortet over de steder, hvor de største oplevelser finder sted:

    - Med Simba Prisen får vi et arrangement til Næstved, som rammer lige ned i en målgruppe, der ellers kan være svær at nå. Det er med til at udvikle byen som eventdestination og vise, at vi kan tiltrække de helt store oplevelser – også for de yngre generationer, siger han og tilføjer:

    - Simba Prisen er ikke bare et stort show for influencere – det er et arrangement, der for alvor samler børn og unge på tværs af landet.

    Vild rækkevidde

    Omkring halvdelen af danske børn og unge mellem 9 og 18 år ser med, når Simba Prisen sender live. I 2025 havde Simba Prisen flere end 50 millioner digitale eksponeringer på tværs af platforme.

    Ifølge arrangørerne kommer omkring 30 procent af publikum til showet fra Fyn og Jylland, mens de øvrige gæster primært kommer fra Sjælland.

    Mia Marslew, der er ophavskvinde til Simba Prisen, sætter et par ord på, hvorfor Nordens største prisuddeling for influenter og digitale skabere skal afholdes i Næstved: 

    - Vi har valgt Næstved, fordi Næstved er kendt som en god vært for store events. Byen ligger fint forbundet med Fyn og Jylland og tæt på København, så det er let for publikum, creators og pressen at komme frem. Vi glæder os til at give Danmarks børn og unge en kæmpe oplevelse direkte fra Arena Næstved.

    Næstved står sammen

    I Næstved arbejdes der allerede nu på højtryk for at give showets gæster og creators en fantastisk oplevelse. Både Næstved Erhverv, Cityforeningen, Storcentret og andre aktører bakker op.

    Aktivitets- og markedsføringschef i Næstved Cityforening, Laura Christophersen, siger:

    - Vi er utrolig stolte over, at Simba Prisen kommer til Næstved. Det giver os en fantastisk mulighed for at skabe endnu mere liv i bymidten og samle børn, unge og familier om en oplevelse, der rækker langt ud over selve showet. Vi glæder os til at fylde byen med aktiviteter, oplevelser og masser af god stemning i tiden op til arrangementet.

    Direktør i Næstved Storcenter Alida Christiansen siger:

    - Sidst vi havde besøg af content creators i Næstved Storcenter, oplevede vi en overvældende interesse, så vi er slet ikke i tvivl om, hvor populære de er blandt vores tweens. Vi vil gerne bakke op om Simba Prisen i Næstved, og det er jo ret fantastisk at få et event af den størrelse til byen.

    Simba Prisen modtager støtte fra Næstved Kommunes eventpulje, som skal bidrage til at tiltrække store events og flere besøgende til kommunen.

    FAKTA OM SIMBA PRISEN 2026

    • Afholdes lørdag den 7. november 2026 i Arena Næstved

    • Billetsalget starter 21. juni kl. 18:00

    Program

    • Flere end 300 af Danmarks største content creators deltager

    • Guld løber med entré for stjerner, presse og publikum

    • Awardshow med prisoverrækkelser, musik, comedy, overraskelser og indslag med nogle af Danmarks største content creators

    Målgruppe og publikum

    • Målgruppe: 9-25-årige og deres forældre

    • Omkring halvdelen af danske børn og unge mellem 9 og 18 år ser Simba Prisen live

    • Ca. 70 % af gæsterne kommer fra Sjælland

    • Ca. 30 % af gæsterne kommer fra Fyn og Jylland

    Rækkevidde (2025)

    • Flere end 50 mio. digitale eksponeringer fordelt på TV, sociale mediekanaler og presseomtale

    • 5,6 mio. visninger på YouTube-kanalen ‘Simba Prisen’

    • 11,2 mio. eksponeringer på Simba Prisens Instagram (@simbaprisen) alene fra september til december 2025

    • 6,3 mio. eksponeringer på TikTok-kanalen (@simbaprisen)

    Tidligere værtsbyer

    • Cirkusbygningen i København (2023) 

    • Operaen i København (2024)

    • Royal Stage i Hillerød (2025)

    Lokale profiler

    • Content creators fra Næstved, der deltager i showet: Mathias Bach, Beduna og Jeppe Ølgaard

    Mere info på simbaprisen.dk